Valg af frø og plantemateriale
Skov-info hæfte nr. 14

Østrigst fyr (Pinus nigra)

Anvendelse
Konstruktionstræ og juletræer.

Krav til voksested/begrænsende faktorer
Meget små krav til jordbund og meget tørketålende. Anvendes i hede- og klitskovbruget.
Yderst stormfast og resistent overfor vindslid. Velegnet på forblæste bakketoppe o.lign.
Kan på meget udsatte lokaliteter skades af hård vinterfrost og efterårsfrost.
Fyrrens knop- og grentørre kan være ganske ødelæggende. God luftbevægelse, det vil sige stor planteafstand og stærk hugst, er nødvendig for at undgå alvorlige angreb.

Valg af frøkilde
Østrigsk fyrs naturlige udbredelse består af ret spredte bjergområder i Sydeuropa og Tyrkiet. Den er indført til Danmark omkring 1837.
Der eksisterer en meget begrænset viden om proveniensforskelle i frostresistens, kultursikkerhed, tilvækst og kvalitative karakterer, og ingen viden om forskelle i resistens overfor fyrrens knop- og grentørre.
Ved tidligere importer skelnede man mellem østrigsk fyr og korsikansk fyr. Provenienser fra Korsika og dansk afkom af disse har stor dødelighed i kulturfasen og kan skades af vinterfrost og anbefales kun anvendt på milde kystnære lokaliteter.
Generelt anbefales anvendelse af danske frøkilder. Der findes 7 kårede bevoksninger.

oestrig.jpg (29685 byte)

Frøforsyning
Frøbæringen begynder ved 15-20-års-alderen, og gode frøår haves ca. hvert 4.-5. år. Frøet kan opbevares i ca. 10 år. Frøbehovet dækkes stort set ved dansk materiale, undtagen for var. pyramidalis.